Bag om et kreativt fællesskab i Osted
Hver anden onsdag mødes en lille gruppe kreative sjæle på Osted Bibliotek.
Af Kari Haugan Engberg
Det hele startede, fordi Dorte savnede et fællesskab, der ikke lå om formiddagen – og sammen med Pia fandt hun ud af, at biblioteket var et oplagt sted at skabe et åbent og uforpligtende mødested. Her kommer man, når man kan, uden tilmelding, og stemningen er afslappet. Nogle har kaffe med, andre kage, og alle har et projekt i hænderne.
Fællesskabet rummer både begyndere og erfarne, og der bliver arbejdet med alt fra strik og broderi til små reparationer og kreative eksperimenter. Man hjælper hinanden på kryds og tværs – om det så handler om at strikke en sokketå, finde en limpistol eller redde et strikkeprojekt med lidt for mange masker. Selv børn kigger forbi, og nye deltagere bliver hurtigt taget imod med varme.
Ida på 10 år er en af dem, der er med i fællesskabet. Hun har kastet sig over at lære at strikke. En tidlig formiddag stod Ida på Dortes dørtærskel, for hun havde brug for hjælp til at komme videre med sit nyopstartede strikkeprojekt. Der var både huller og flere masker end på første pind, men ”det er en del af processen”, som Pia og Dorte siger. Så i stedet for at bede Ida pille arbejdet op, hjalp Dorte hende videre med projektet.
"Vi mødes bare, sætter os ned og går i gang. Det er så enkelt – og alligevel betyder det alverden at skabe noget sammen," fortæller Pia.
At mødes i et offentligt rum gør fællesskabet synligt og inviterende. Når man sidder midt i biblioteket, kan forbipasserende nemt blive nysgerrige og måske få lyst til at være med. Det giver en særlig energi, at rummet deles med andre borgere, og at fællesskabet vokser naturligt.
For Pia og Dorte er kreativitet noget, de er vokset op med, og nu giver de det videre i et fællesskab, hvor alle kan finde plads. Drømmen er, at gruppen fortsætter efter sommerferien – måske endda med små oplæg eller inspiration udefra. Indtil da mødes de, skaber, snakker og hjælper hinanden videre med både masker, mønstre og gode idéer.