En biblioteks-frivillig fortæller

Af Helen Bruus-Rokkjær

Billede af biblioteksfrivillig

Den interviewede: 

Eva Pedersen, uddannet pædagog nu pensioneret institutionsleder, bor i Gevninge.

SPØRGSMÅL:

Hvor mange år har du arbejdet som frivillig i biblioteket?

"Ca. 3 år, egentlig var det Romu jeg kastede min kærlighed over og der er jeg også. Men så så jeg læsehest-opslaget. Og jeg er oprindeligt uddannet som pædagog og interesserer mig derfor for sprogudvikling hos børn."

Hvilke opgaver løser du?

"Jeg møder nogle børn som børnehaven har vurderet kunne bruge et extra løft, så jeg læser højt for dem og leger med dem og spiller billedlotteri og vendespil. Det er den samme børnehave man er tilknyttet."

Hvad kræver det af dig at være frivillig på biblioteket?

"Det kræver at jeg gider det. Jeg skal jo forberede mig til at møde de her børn. Jeg skal have noget at byde ind med. Børn mærker hvis man er lidt uoplagt."

Hvad får du ud af at arbejde som frivillig i biblioteket?

"Det jeg får ud af at arbejde i børnehaven er samværet med børnene. Børnene vil det gerne. Jeg har ikke meget kontakt med de voksne og har i øvrigt tavshedspligt. Børn er sjove at snakke med."

Hvem går du til hvis du får brug for hjælp i det frivillige arbejde?

"Så snakker jeg med børnehavepersonalet og ellers har vi inspirationsmøder 1-2 gange om året med vores koordinator. "

Er der et almennyttigt formål med det frivillige arbejde?

"Ja det synes jeg det er. Jeg er meget veluddannet indenfor mit felt. Så de får en professionel ud. Så på den led gør det god gavn."

Hvor meget tid kræver det?

"Det kræver en times tid hver mandag og så noget planlægningstid fx ved at gå på biblioteket."

Er det noget du vil anbefale til andre interesserede?

"Ja det vil jeg, fordi vi  gør god gavn for de børn der skal vokse op. Den største investering man give gratis er at investere i små børn. Så får man gode voksne i den sidste ende når de vokser op med gode rollemodeller."

"Udover at være læsehest er jeg også frivillig omkring Gevninge Bibliotek og Beboerhus, hvor jeg har været med i procesgruppen omkring design. Den repaircafé der skal op at stå, er nok der jeg vil lægge mine kræfter."