Hvad læser Susanne Blond

Af Helen Bruus-Rokkjær

Billede af Susanne Blond

Susanne Blond, f. 1988, er uddannet i Pædagogik og kulturmødestudier på RUC, og hun arbejder som mangfoldigheds- og frivillighedskoordinator på Peder Lykke Centret i København. Hun debuterede i 2024 med børnebogen 'Polly Prut prøver alt'.

 

Hvad læser eller lytter du til lige nu?

Lige nu læser jeg 'Ned fra Himlen' af Liv Duvå. Det er en smuk og sårbar fortælling, der samtidig drives frem af et spændingselement, der er svært helt at sætte fingeren på. Læsningen af netop den bog er særligt interessant, fordi jeg fik kendskab til Liv Duvå gennem hendes debut, Vi er vel helte, der udkom på det lille forlag Kronstork. Den var noget af det smukkeste, jeg havde læst, og dens eksistens styrkede min egen tro på, at der findes forlag, der vil udgive det smukke og smalle. Og så er det interessant at læse hendes nyeste bog og fornemme, hvordan rejsen som forfatter og indtogten på de større forlag har påvirket hendes skrivestil og forfatterskab.

 

Hvad betyder læsning for dig?

I litteraturen finder vi klangbund, vi finder virkeligheder, vi kan spejle os i og virkeligheder, vi kan stræbe efter. Og vi finder hinanden. 

I en travl hverdag med børn og arbejde er jeg i perioder rigtig dårlig til at få læst – det føles som om jeg skal prioritere mellem at læse og skrive, og så vinder skriveriet. Men virkeligheden er, at i de perioder, hvor jeg læser, bliver alt andet lettere – læsningen skaber en ro i min verden, og giver mig en større drift i mit eget forfatterskab. Så i virkeligheden er det ikke en prioritering mellem skrivning og læsning, men snarere et symbiotisk forhold mellem de to. 

 

Hvilke 3 bøger vil du anbefale til andre?

'Mens vi falder sammen' af Stine Lundgaard – En bog alle bør læse. Det er en poetisk bog om at være forælder til et barn med autisme. Gennem små hverdagssituationer beskrives det smukke og det svære ved at være forælder til et barn, der ikke passer ind i systemerne. Jeg kunne mærke mit empaticenter vokse, mens jeg læste, og det har vi nok alle godt af at opleve. 

 

'Værgeløs' af Mette Jensen Hayles - AV, den gør ondt. Den handler om at være en skilsmissefamilie, om omsorgssvigt og om at miste grebet om virkeligheden. Den barske historie fortælles gennem et vanvittigt stærkt sprog, der forstærker den afgrundsdybe sorg og afmagt.

 

'Stormlight Archive' af Brandon Sanderson – En virkelig velskrevet fantasyserie, hvor universet er gennemtænkt og spændende.

 

Hvad er dit tilflugtssted?

København. 

Jeg er eksilkøbenhavner med brosten og bilos i årerne. Men ulykken skete, og jeg faldt for en bonderøv, der blot var på besøg i København (han kalder det et årti, jeg kalder det et blink med øjet). Jeg elsker den landlige idyl og min have fuld af skræppende ænder og pikkende høns, men når jeg har været væk fra København lidt for længe, brænder det i mine årer, og jeg er nødt til at finde en kold øl og en sollun trappesten i København.