Gevninge gav den gas! #Frivilligugen 2025
De frivillige i Gevninge Kulturhus markerede Frivilligugen med et brag af et åbent hus arrangement.
Af Søren Pedersen Kongshøj

I anledning af frivilligugen 2025 holdt de frivillige i Gevninge Kulturhus et åbent-hus-arrangement tirsdag d. 23/9, for at fremvise alt det der er sket – og sker – i kulturhuset.
Det endte med et fuldstændig forrygende arrangement, med alt fra krea-cafe, bylaug, lokalhistorie, havegruppe og meget mere.


Et væld af interesserede borgere mødte op, og hele aftenen var kulturhuset spækket med liv og lys, klirrende kaffekopper, klavermusik, knasende snacks, hjemmebagte boller og – ikke at forglemme – den kæmpemæssige romkuglekage. Og der var nok af det hele. Så alle borgere havde mulighed for at tage del af kagen, i bogstavelig forstand.


Havegruppen havde i den grad smøget ærmerne op for at forskønne udearealerne. Der var blandt andet lavet palle-plantekasser, bedene fik mange kærlige hænder og tre kvinder fik – til buschaufførens tilsyneladende forbløffelse – fældet et tre meter højt træ. Men frivillighed er en superkraft og hvor der er vilje, er der en vej. I bedene og plantekasserne blev der plantet pyntekål, lyng og stedmoderblomster, der blev pyntet med græskar og små svampefigurer og malede sten fra krea-gruppen og alt sammen faldt da også i god jord.


Ved krea-bordet blev der strikket og hæklet, snakket og hygget, og på overetagen var der også maling på små lærreder. Ved bylaugsbordet var der mulighed for at lære mere om bylaugets arbejde og købe eksemplarer af Gevningebøgerne af Christian Tobiassen. Den helt nye Gevningefilm blev vist og der kørte slides med historiske billeder fra Gevninge. Der var aktiviteter for alle og enhver, både store og små og alle dem imellem.

Meget vand er løbet i åen siden renoveringen af bygningen startede, og vi glæder os meget til den officielle åbning af Gevninge Kulturhus, Bibliotek og Beboerhus. Men efter denne aften er der nok ingen der er i tvivl om at Gevninge faktisk har et kulturhus fyldt med energi, kreativitet og fællesskab.
Til sidst skal der lyde et kæmpe TAK til alle de frivillige for en bragende succes af en festdag i frivillighedens tegn. Den enorme indsats der er blevet lagt fra alle i dagene op til, er fuldkommen utrolig. Sikke en energi. Der er ingen tvivl ... Frivillighed er en superkraft.